Spring til indhold
Bluform Creative
Cases Om mig Kontakt DA/EN – English version Book en introsamtale (åbner i en ny fane)

Handelsbetingelser

Vilkår for brug af hjemmesiden og de generelle betingelser, der gælder, når Bluform Creative løser opgaver for dig.

Senest opdateret 9. oktober 2026

Read in English

Indhold

  1. Om Bluform Creative
  2. Brug af hjemmesiden
  3. 1. Omfang
  4. 2. Tilbud og aftale
  5. 3. Ændringer og ekstraarbejde
  6. 4. Priser og udlæg
  7. 5. Betaling
  8. 6. Din del
  9. 7. Ophavsret og brugsret
  10. 8. Portefølje og fortrolighed
  11. 9. Deadlines og forsinkelser
  12. 10. Afbestilling
  13. 11. Ansvar
  14. 12. Reklamation
  15. 13. Personoplysninger
  16. 14. Lovvalg og tvister
  17. 15. Versioner og sprog

Om Bluform Creative

Bluform Creative (enkeltmandsvirksomhed), ejet af Dominik Rudnicki

Løgæblevej 4, st. th., 2500 Valby

CVR: 45469603

E-mail: contact@bluformcreative.dk
Telefon: +45 22 84 04 20

Brug af hjemmesiden

Al tekst, design, illustrationer og fotos på hjemmesiden samt navnet og logoet Bluform Creative er beskyttet af dansk ophavsrets- og varemærkelovgivning. Du må gerne linke til siden og dele den, men kopier eller genbrug ikke indholdet uden skriftlig tilladelse.

Arbejdet på siden vises som eksempler i en portefølje. Brandnavne, logoer og varemærker tilhører deres ejere, og fotografer er krediteret, hvor det er relevant. Nogle cases er koncept- eller studieprojekter. De er markeret som sådan og er ikke bestilt af det viste brand.

Oplysningerne på siden er generelle og er ikke et tilbud. Jeg arbejder for, at de er korrekte, og at siden er tilgængelig, men kan ikke garantere, at den altid er fejlfri eller online. Jeg er ikke ansvarlig for indholdet på eksterne hjemmesider, som jeg linker til.

1. Omfang

Betingelserne gælder for alle tilbud, opgaver og leverancer fra Bluform Creative til erhvervskunder ("dig"), medmindre andet er aftalt skriftligt. Dine egne indkøbsbetingelser gælder kun, hvis jeg har accepteret dem skriftligt. Er du forbruger, gælder de ufravigelige danske forbrugerregler, og de går forud.

2. Tilbud og aftale

Et tilbud beskriver omfang, leverancer, antal feedbackrunder, tidsplan og pris. Det gælder i 30 dage, medmindre andet står i tilbuddet. Aftalen er indgået, når du accepterer tilbuddet skriftligt, fx på e-mail.

En fast pris dækker det omfang, der er beskrevet i tilbuddet. Arbejde på timebasis faktureres efter forbrugt tid. Et overslag er ikke en fast pris. Ser det ud til, at et overslag bliver overskredet, siger jeg det hurtigst muligt og inden det ekstra arbejde udføres.

3. Ændringer og ekstraarbejde

Ændringer eller ekstraarbejde ud over det aftalte omfang eller antal feedbackrunder aftales, før jeg går i gang, og faktureres efter timeprisen i tilbuddet.

4. Priser og udlæg

Priser er i danske kroner og ekskl. moms, medmindre andet er angivet. Udgifter til tredjepart, fx stockbilleder, fontlicenser, tryk, softwarelicenser og rejser, aftales på forhånd og faktureres til kostpris eller købes direkte af dig.

5. Betaling

Betalingsbetingelserne er netto 14 dage, medmindre andet er aftalt. Større eller længere opgaver kan faktureres i rater, fx med en betaling ved opstart, som angivet i tilbuddet.

Ved for sen betaling beregnes renter og rykkergebyrer efter renteloven. Jeg kan sætte arbejdet på pause og tilbageholde endelige filer, indtil forfaldne fakturaer er betalt.

6. Din del

  • Du leverer materiale, feedback og godkendelser til tiden. Forsinkelser på din side kan flytte de aftalte deadlines.
  • Du indestår for, at du har rettighederne til det materiale, du giver mig (fx tekster, logoer, billeder og skrifttyper), og du holder Bluform Creative skadesløs, hvis tredjepart rejser krav på grund af det materiale.
  • Du er ansvarlig for den endelige korrektur og godkendelse, før noget trykkes eller offentliggøres, og for at indholdet overholder de regler, der gælder for dig, fx markedsføringsloven og udsagn om produkter og priser.
  • Ønsker du et navn eller logo beskyttet eller registreret som varemærke, er søgning og registrering dit ansvar, medmindre andet er aftalt.

7. Ophavsret og brugsret

Alt arbejde er beskyttet af ophavsretsloven. Ophavsretten forbliver hos Bluform Creative, medmindre andet er aftalt skriftligt.

  • Når fakturaen for opgaven er betalt fuldt ud, får du ret til at bruge de endelige, godkendte leverancer til de formål, medier og markeder, der er aftalt i tilbuddet.
  • For et logo eller en visuel identitet får du eksklusiv brugsret til det endelige, godkendte design uden begrænsning i tid eller medier, herunder ret til at få det tilpasset til eget brug, medmindre andet er aftalt.
  • Anden brug, fx nye medier, markeder eller perioder, kræver en særskilt aftale.
  • Skitser, koncepter der ikke blev valgt, og arbejdsfiler (fx åbne InDesign-, Illustrator-, After Effects- eller Figma-filer) tilhører Bluform Creative og er ikke inkluderet, medmindre det er aftalt.
  • Elementer fra tredjepart, fx stockbilleder og skrifttyper, er omfattet af deres egne licensvilkår.
  • Mine ideelle rettigheder efter ophavsretsloven gælder fortsat, fx retten til at blive krediteret, hvor det er sædvanligt.

8. Portefølje og fortrolighed

Jeg behandler dine fortrolige oplysninger fortroligt og deler ikke upubliceret arbejde. Når arbejdet er offentliggjort, må jeg vise det i min portefølje, på hjemmesiden og på sociale medier, medmindre andet er aftalt.

9. Deadlines og forsinkelser

Aftalte deadlines forudsætter, at jeg modtager materiale og feedback til tiden. Bliver jeg forsinket, giver jeg dig besked hurtigst muligt med en ny forventet leveringsdato.

10. Afbestilling

Du kan afbestille en opgave skriftligt når som helst. Du betaler så for det udførte arbejde frem til afbestillingen og for udgifter, der allerede er afholdt eller bundet, fx licenser. Rettigheder til afbestilt arbejde overgår kun, hvis arbejdet er betalt. Jeg kan ophæve aftalen, hvis du misligholder den væsentligt, fx ved manglende betaling.

11. Ansvar

Bluform Creative er ansvarlig efter dansk rets almindelige regler med disse begrænsninger:

  • Jeg er ikke ansvarlig for indirekte tab, fx tabt fortjeneste, driftstab eller tab af data.
  • Mit samlede ansvar er begrænset til det honorar, der er betalt for den pågældende opgave.
  • Jeg er ikke ansvarlig for fejl i materiale, du har godkendt, eller for fejl begået af tredjepart som trykkerier og produktionsselskaber.
  • Ingen af os er ansvarlige for forsinkelser eller svigt, der skyldes forhold uden for vores kontrol (force majeure).

12. Reklamation

Mangler ved en leverance skal meddeles hurtigst muligt og senest 14 dage efter levering. Berettigede mangler retter jeg derefter inden for rimelig tid.

13. Personoplysninger

Behandler jeg personoplysninger på dine vegne som en del af en opgave, indgår vi en databehandleraftale. Hvordan jeg ellers behandler personoplysninger, står i privatlivspolitikken.

14. Lovvalg og tvister

Betingelserne og vores aftaler er underlagt dansk ret. Vi forsøger først at løse uenigheder i dialog. Lykkes det ikke, afgøres tvisten ved Københavns Byret som første instans.

15. Versioner og sprog

Det er den version af betingelserne, der gælder, når aftalen indgås, som er gældende. Betingelserne findes på dansk og engelsk med samme indhold. Er der tvivl, gælder den danske version.

Bluform Creative
Designer & konceptudvikler, København
CVR: 45469603
CasesOm migKontakt
contact@bluformcreative.dk+45 22 84 04 20

© 2026 Bluform Creative · Løgæblevej 4, st. th., 2500 Valby, Danmark

PrivatlivspolitikCookiepolitikHandelsbetingelser